Du har ret til fødsels- og lægehjælp og adgang til prævention
01.
Hvad handler det om

Sundhed

At have adgang til sikker og moderne prævention er noget af det vigtigste i forhold til de seksuelle og reproduktive rettigheder. Prævention beskytter både mod graviditet og kønssygdomme. I hele verden kan adgang til og brug af prævention forhindre 187 millioner uønskede graviditeter, 105 millioner provokerede aborter og 215.000 dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel hvert år. Alligevel har mange unge ikke adgang til prævention.

Adgang til fødsels- og lægehjælp er også nødvendig. Den skal tilbydes, der hvor du bor, være gratis eller billig, og den må ikke gøre forskel på, om du er en dreng og pige. Mange ting gør det svært eller helt umuligt for unge at få adgang til god lægehjælp. I nogle lande siger loven, at en pige ikke må få prævention med mindre hendes forældre eller ægtefælle giver lov, og at de tager med hende til lægen – eksempelvis i Burkina Faso.

I Danmark kan alle drenge og piger få gratis oplysning og vejledning om prævention hos deres egen læge, hos skolesundhedsplejersken eller skolelægen, på apoteket eller på en af de mange internetportaler med oplysning og rådgivning om prævention. Derudover betaler staten for reklamer, der eksempelvis fortæller om kondomer.  


02.
Intro video


03.
Eksempel fra Nepal

Nepal – Når livmoderen falder ud

Op mod 40 procent af alle piger i Nepal bliver giftet eller lovet bort, inden de er 18 år – ofte under tvang. De bliver mødre, mens de endnu selv er børn – næsten 74 procent af pigerne har født deres første barn, inden de fylder 19 år.

De kommer ikke til læge under graviditeten og får ingen hjælp eksempelvis fra en jordemoder under fødslen. Kort tid efter de har født, er de på hårdt fysisk markarbejde, og kroppen får ingen hvile. Hurtigt efter bliver de måske gravide igen, fordi de ikke har adgang til prævention og i øvrigt ikke selv bestemmer, om de vil have sex med deres mand.

Mange børnefødsler kombineret med hårdt fysisk arbejde har store konsekvenser for de unge pigers kroppe. Mindst én million af Nepals kvinder lider af nedsunken livmoder - en smertefuld lidelse, hvor livmoderen falder ned og risikerer at ryge ud af skeden. Sygdommen er forbundet med skam, og mange piger og kvinder prøver at holde deres lidelse hemmelig. Gennemsnitsalderen for, hvornår en pige fra Nepal får nedsunken livmoder, er 26 år. I Danmark er 85-90 procent af kvinderne 50 år.

Nepalesiske Kopila var kun 17 år, da hun blev gift, og inden hun blev 30 år, havde hun fire børn. Hendes mand tvang hende til sex og bankede hende, hvis hun strittede imod. Hun fik kun 10-12 dages hvile efter fødslerne, inden hun skulle tilbage til arbejdet i landbruget og bære tunge ting. En dag, da Kopila arbejdede, kunne hun mærke, at hendes livmoder var ved at falde ud.

”Jeg føler smerte i maven, når jeg arbejder hårdt. Når jeg nyser, kommer min livmoder ud”, fortæller hun til Amnesty International. Da hun forsøgte at gå til lægen, blev hun banket af sin mand. 

Amnesty har udgivet en rapport om problemerne i Nepal. Den er på engelsk - du kan læse den her. 

Læs i øvrigt mere om Nepal på Amnestys kampagneside.


04.
Eksempel fra Danmark

Sundhedsklinik sikrer migranters reproduktive sundhed i Danmark

Udokumenterede migranter er mennesker, som ikke lovligt må bo i Danmark, og derfor har de kun adgang til akut lægehjælp. Det kan være udenlandske kvinder, der arbejder som sexarbejdere eller i tvangsarbejde. Det kan være flygtninge, som prøver at få deres familie til Danmark, inden de har fået tilladelse af staten. Det kan være au pair-piger, der ikke rejser hjem, når deres kontrakt udløber. Fælles for dem alle er, at de ikke kan tage til lægen eller på hospitalet, hvis de bliver syge eller er gravide.

Fordi alle mennesker har ret til sundhed, åbnede Røde Kors i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp i 2011 en sundhedsklinik i København og i Aarhus. Siden klinikken åbnede har den behandlet flere end 2.400 patienter. I 2014 søgte 249 piger og kvinder hjælp til en jordemoder i forbindelse med graviditet, og yderligere 39 søgte hjælp til abort. De gravide kommer ofte igen, og flere og flere kommer tilbage med deres nyfødte børn. 

I 2015 kom en gravid kvinde med diabetes. Hun skulle have særlig kontrol og opmærksomhed, fordi barnet ellers risikerede at blive for stort, eller der kunne komme for meget fostervand. Hun blev undersøgt af jordemødre og et diabetesteam. Et andet eksempel var en ung mand, der gerne ville testes for HIV og syfilis, da han havde haft ubeskyttet sex. Han var heldigvis ikke smittet. Han gik fra klinikken med en håndfuld kondomer og et godt råd om at bruge dem.


05.
Tal og fakta

  •   215 millioner kvinder verden over har ikke adgang til prævention
  •   800 piger og kvinder dør hver dag på grund af graviditet og fødselskomplikationer
  •   Den mest almindelige dødsårsag blandt 15-19-årige piger i udviklingslandene er komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel
  •   30 procent af mødredødeligheden kan forhindres, hvis kvinderne får adgang til prævention og lægehjælp
  •   I Danmark er 38 procent af unge mellem 20-24 år villige til at gennemføre samleje uden kondom- mod kun 22 procent af de 15-19-årige
  •   Brug af kondom giver 98 procent sikkerhed for ikke at blive gravid, og de fleste sexsygdomme kan forebygges ved at bruge kondom