02.
Børn & abort

Spørgsmål om retten til selv at bestemme om - og hvornår - du vil have børn

Har piger og kvinder altid lov til at bestemme om - og hvornår - de vil have børn?

Ifølge menneskerettighederne har alle mennesker ret til at bestemme, om - og hvornår - de vil have børn. Men i mange lande får piger ikke selv lov til selv at træffe de beslutninger. Ifølge ICRW, det Internationale Center for Kvindeforskning, får flere end 14 millioner piger i teenagealderen hvert år børn - ofte efter tvungen sex og uønsket graviditet. Det skyldes blandt andet for tidlige ægteskaber, voldtægter, mangel på adgang til prævention og strenge abortforbud.

Det kan også være risikabelt for unge piger at føde et barn. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at risikoen for dødsfald er fire gange højere hos gravide piger under 16 år end ved gravide kvinder over 20 år.

I hvilke lande er abort forbudt?

Abort er forbudt i en række lande. I Den Dominikanske Republik, El Salvador, Nicaragua, Malta og Sydsudan er abort altid forbudt - selv i de tilfælde, hvor kvinden er i livsfare.

I flere lande i Syd- og Mellemamerika, hvor den katolske kirke har stor magt, ser vi nogle af verdens strengeste abortlovgivninger. Her er abort stort set altid forbudt. Piger helt ned til ti år tvinges til at gennemføre graviditeter og fødsler - selv når deres liv og helbred er i fare, og hvis graviditeten skyldes voldtægt og incest.

Vi har ofte at gøre med kønsdiskriminerende samfund, hvor kvinder og piger forventes at leve op til nogle konservative idealer, hvor det at være hustru og mor er deres vigtigste rolle. Og derfor bliver der slået meget hårdt ned på kvinder og piger, der ikke lever op til den rolle.

Hvad er problemet med ikke at have adgang til sikker abort?

Piger og kvinder risikerer at miste livet som resultat af usikre aborter. Når de ikke har adgang til en offentlig abortklinik, tager de ofte sagen i egen hånd. De kan forsøge at slippe af med deres foster ved hjælp af skarpe genstande, rottegift eller andre farlige medikamenter. Eller ved at opsøge uhygiejniske og ulovlige abortklinikker. Hvis noget går galt, og de eksempelvis forbløder, kan de ikke tage til de rigtige hospitaler, fordi de risikerer at lægerne anmelder dem for ulovlig abort, og det betyder, at de kommer i fængsel. Det er en af utallige grunde til, at piger og kvinder mister livet i usikre aborter. Der udføres 22 millioner usikre aborter hvert år. Ved 47.000 af dem dør pigen eller kvinden.

I Irland kan man få op til 14 års fængsel for at få en abort. Derfor rejser 10-12 piger og kvinder dagligt til især England for at få afbrudt deres graviditet. Men den strenge abortlovgivning gør også, at kvinder, der ikke har råd til at rejse, tyer til usikre metoder for at komme af med det uønskede foster. Eksempelvis ved at købe ulovlige abortpiller på nettet eller fylde sig med medicin uden lægefagligt opsyn.

Hvad sker der med piger og kvinder, der aborterer i lande, hvor det er ulovligt?

Piger, der aborterer – enten provokeret eller ufrivilligt – risikerer lange fængselsstraffe. I flere lande risikerer de læger og sygeplejersker, der hjælper piger, også fængsel og bødestraf.

Vi har set eksempler, hvor moren har forsøgt at redde fosteret, men har mistet det ufrivilligt, da det ikke stod til at redde. Alligevel er moderen blevet straffet. I 2007 blev 18-årige Guadalupe fra El Salvador uretfærdigt dømt til 30 års fængsel, efter hun havde aborteret ufrivilligt.

Er abort en menneskeret?

Ja, abort er ifølge Amnesty en menneskeret i disse tre tilfælde:

  • Ved graviditet som følge af voldtægt og incest
  • Hvis fosteret har svære misdannelser og ikke vil overleve graviditeten og fødslen
  • Hvis kvindens helbred (fysisk og mentalt) kan tage alvorlig skade af graviditet og fødsel. Det kan eksempelvis være piger, hvis krop endnu ikke er helt udviklede, og de derfor er for unge til at føde.

Vi arbejder for, at stater tilbyder piger og kvinder gratis og sikker abort i disse tilfælde. Amnesty mener, at abort skal afkriminaliseres. Det vil sige, at piger og kvinder ikke må straffes, hvis de får en abort. Læger og sundhedspersonale, der foretager aborter eller hjælper kvinder med en abort, må heller ikke straffes.

Men menneskerettighederne giver ikke et entydigt svar på spørgsmålet om abort. Det handler om retten til liv, som er indeholdt i mange internationale dokumenter om menneskerettighederne.

Bliver religionsfrihed ikke krænket, når Amnesty er fortalere for principper, som strider mod religiøse opfattelser?

Flere lande kan have en interesse i at regulere seksualitet og reproduktion (det at få børn). Fortolkninger af religionen kan have betydning for lovgivningen. Det ser vi eksempelvis i Irland. Der skal selvfølgelig være religionsfrihed for religiøse institutioner, men disse må aldrig krænke individets rettigheder. For eksempel kan en institution godt være imod abort, men må ikke opfordre til vold eller trusler mod individer eller grupper, som får eller udøver aborter.

Abort i Danmark

I Danmark fik vi i 1973 fri abort op til 12. svangerskabsuge. Indtil midten af 1800-tallet kunne en abort straffes med døden, og fra 1866 risikerede kvinder at blive idømt otte års strafarbejde, hvis de fik udført en abort. I dag er retten til abort ikke for alvor truet i Danmark, selvom nogle få organisationer arbejder for at indføre et forbud med henvisning til fosterets ret til liv.

15.000 piger om året får en abort – 2.200 af dem er mellem 15 og 19 år. Antallet af aborter blandt 15-19-årige er faldet med en fjerdedel siden 2008. Samtidig er antallet af nybagte mødre i den aldersgruppe faldet endnu mere.


03.
Partner

Spørgsmål om retten til at vælge partner

Hvorfor er retten til at vælge sin partner en menneskeret?

Alle mennesker må selv bestemme, hvem de vil være kæreste med, og om – og hvem – de vil giftes med. Ingen må giftes bort med tvang. Ifølge menneskerettighederne må ingen diskrimineres (forskelsbehandles).

Det står tydeligt i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (artikel 2) og en lang række øvrige juridiske dokumenter, de såkaldte konventioner. Forbuddet mod at diskriminere er helt centralt i FN’s Konvention om Bekæmpelse af Racediskrimination, FN’s Kvindekonvention, FN’s Flygtningekonvention, FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap, FN’s Konvention om Barnets rettigheder, FN’s Konvention om Civile og Politiske rettigheder og FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder.

LGBTI- personer, det vil sige homoseksuelle, transkønnede, biseksuelle og interkønnede* har samme rettigheder som alle andre.

Hvor bliver piger tvangsgift?

Børneægteskaber er udbredt, især i udviklingslandene, hvor op til 30 procent af pigerne mellem 15-19 år er gift. Hvis tendensen fortsætter som nu, vil 124 millioner piger i det næste årti, blive giftet bort, mens de stadig selv er børn.

I lande som Burkina Faso, Chad, Guinea, Mali og Niger, hvor børnebryllupper er almindelige, føder omkring halvdelen af pigerne et barn, før de fylder 19 år. UNICEF kalder børnebryllupper en ”dødsdom for mange unge piger”.

Hvorfor er det et problem, at pigerne bliver giftet bort?

For det første mister piger, som bliver tvangsgift fuldstændig retten til at bestemme over deres egen krop, helbred og privatliv. Derudover går piger, der bliver gift i en meget ung alder, ofte ud af skolen og får ingen uddannelse. De unge brude bliver deres mænd og svigerfamilier underlegne, og de er ekstremt sårbare over for vold og seksuelt misbrug, som er udbredt i børneægteskaber. Resultatet er at de unge piger bliver gravide, inden deres kroppe er færdigudviklede og klar til at bære et barn og gennemføre en fødsel.  Det betyder, at 28 procent flere piger under 20 år dør før, under eller lige efter fødslen end gravide kvinder i alderen 20-24. 

Hvordan kan vi hjælpe piger, der bliver tvangsgift?

Det er vigtigt at oplyse alle mennesker om deres og andres rettigheder. Unge piger har ret til at bestemme over deres egen krop og liv og må selv afgøre, hvem de vil giftes med og hvornår.  Forældre skal informeres om deres børns ret til selv at bestemme, hvem de vil giftes med. Og stater skal sikre, at børneægteskaber er forbudt ved lov, og at loven bliver overholdt.  Amnesty International arbejder for at ændre lovgivninger, som tillader børneægteskaber.  Derudover skal stater sikre, at der er kvindekrisecentre, som kan hjælpe og vejlede piger og kvinder, som flygter før eller efter tvangsægteskaber.

Hvor- og hvordan bliver LGBTI-personer diskrimineret?

Hver dag bliver homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede udsat for overgreb. De er ofre for forfølgelse, dødsstraf, fængsling, tortur og chikane alene på grund af deres seksualitet, rundt omkring i verden.

I 76 lande verden over er det kriminelt at være homoseksuel. Alene i Afrika syd for Sahara er det forbudt i 36 lande. I syv lande i verden kan homoseksualitet straffes med døden, blandt andet i Yemen, Iran, Mauretanien og Sudan.

Chikane og vold er hverdag for mange homoseksuelle mænd og kvinder i Afrika. Den 24-årige lesbiske kvinde, Noxolo Nogwaza, blev voldtaget og myrdet en morgen i 2011 på vej hjem til sin landsby i Sydafrika. Ingen er blevet anholdt i sagen. Og Noxolo er blot én ud af mange.

Også i Europa sker der overfald på LGBTI-personer.  Hetzen er særligt udtalt i Østeuropa, hvor mange forbrydelser ikke efterforskes. Og hvor de skyldige aldrig bliver fundet. De såkaldte pride parader bliver ofte forbudt af myndighederne, ikke beskyttet af politiet og angrebet af konservative og religiøse grupper og individer.

Hvad gør Amnesty for at hjælpe LGBTI-personer?

Amnesty arbejder for, at LGBTI- personer har samme menneskerettigheder som alle andre. Vi kræver, at regeringer:

  • afskaffer love, der gør det kriminelt at være homoseksuel
  • indfører love, som forbyder diskrimination af homoseksuelle
  • bekæmper tortur og mishandling og tvungen 'helbredelse' af seksuelle minoriteter
  • øjeblikkeligt og betingelsesløst løslader alle homoseksuelle samvittighedsfanger
  • bekæmper straffrihed og beskytter homoseksuelle imod overgreb ved aktivt at fremme og sikre deres menneskerettigheder
  • Arbejder for transkønnedes adgang til juridisk kønsskifte (ændring af CPR og navn) samt adgang til sundhed (hormoner og operationer) uden sygeliggørelse og diskrimination.

Hvad gør Amnesty imod homofobi?

Homofobi betyder, at personer ikke bryder sig om homoseksuelle. Det kan være mennesker, der udtrykker deres mishag eller ligefrem afsky mod LGBTI - personer på en nedværdigende, ondskabsfuld eller diskriminerende måde. Det sker også i Danmark.

Oplysning er et af de vigtigste redskaber for at ændre på diskrimination og homofobi. Amnesty International  informerer via medierne, kampagner og undervisning om menneskerettighederne. Og vi samarbejder med andre organisationer og menneskerettighedsforkæmpere, advokater med flere.  Især arbejder Amnesty imod love som direkte diskriminerer homoseksuelle ved at gå i dialog med regeringer.

Hvorfor tror I, at nogen har brug for at chikanere homoseksuelle?

Overgreb går ofte ud over udsatte grupper, som ikke er en del af flertallet. LGBTI-personer udsættes for vold, fordi nogen mennesker har svært ved at acceptere, at andre skiller sig ud fra mængden.  

Årsagen til diskrimination bunder ofte i uvidenhed og fordomme. Det negative syn på andre kan udspringe af ens opvækst eller traditionelle værdier. Men det kan også være det omkringliggende samfund, der i sin lovgivning og politik fremstiller homoseksuelle som borgere, der ikke bør have adgang til de samme rettigheder som alle andre.

Vi arbejder helt centralt med at oplyse, at alle mennesker har krav og ret til at få respekteret deres menneskerettigheder.

 

*Interkønnede er personer født med kønsanatomi, der ikke passer med den typiske definition af han- og hunkøn.


04.
Oplysning

Spørgsmål om seksualoplysning

Hvad betyder det, at alle har ret til seksualoplysning?

Det betyder, at alle har ret til viden om deres egen krop. Det handler om menneskers sundhed, trivsel og retten til at bestemme over egen krop og liv. Det handler om, at vi ved, hvordan vi undgår at blive gravide. Og hvordan vi undgår at blive smittet med kønssygdomme. At vi kan sætte grænser for, hvem vi vil have sex med. At vi altid føler os respekteret og aldrig forskelsbehandlet. At der er plads til os, selvom vi ikke lever op til de gængse normer om, hvordan vi bør opføre os som pige eller dreng. 

God seksualundervisning handler også om venskaber, relationer, grænser, identitet, følelser og seksualitet. Og om at skabe fællesskaber, hvor der er plads til alle. 

Hvorfor er det en menneskeret?

Fordi det handler om menneskers ret til sundhed, retten til information og uddannelse og retten til ikke at blive diskrimineret eller udsat for vold. Det kan også handle om retten til liv. Med bedre oplysning og information om prævention, kan mennesker undgå at få kønssygdomme, som i værste fald kan medføre døden, hvis man ikke har adgang til sundhedsfaciliteter eller medicin. Og risikoen for at dø under og især efter fødslen er også høj for meget unge piger, der bliver gravide, da deres kroppe ikke er færdigudviklede. FN anslår, at der hvert år er 215.000 dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel. 

Hvem er ansvarlig for seksualoplysning - og hvad kan der gøres? 

Det er først og fremmest staten, der skal sørge for, at befolkningen har adgang til information og viden om seksuelle og reproduktive rettigheder. Seksualundervisning skal begynde i de små klasser, og stater skal iværksætte oplysningskampagner, som rækker udover skolesystemet. 

Når stater ikke sikrer unges adgang til den nødvendige information og uddannelse, ser vi, at unødigt mange dør af komplikationer i forbindelse med eksempelvis graviditet og HIV.

I hvilke lande er der især problemer med at få adgang til seksualoplysning og hvad betyder det? 

I rigtig mange lande er der udfordringer med adgang til seksualoplysning.

60 procent af alle teenagere i landene syd for Sahara i Afrika ved ikke, hvordan de undgår graviditet. Eksempelvis var Hassatou fra Burkina Faso i Vestafrika kun 13 år, da hun blev gravid. Hun anede ikke, at sex kunne føre til graviditet. Efter hun havde født, slog hendes familie hånden af hende, og hun blev efterladt alene med en baby. I Burkina Faso er det tabuiseret og skamfuldt at tale åbent om sex.

Hvordan ser det ud i Danmark? 

Seksualundervisning er lovpligtig i danske folkeskoler fra 0. til 9. klasse. Hvert år har Sex & Samfund en kampagne i uge seks – om seksuelle og reproduktive rettigheder. 

I 2016 var 407.500 elever tilmeldt Sex & Samfunds ’Uge Sex’- kampagne. 

Mange danske unge har svært ved at tale om emnet. Undersøgelser viser, at 40 procent af danske unge oplever eller har oplevet, at de ikke har nogen at tale med om emner som følelser, krop og kærester.


05.
Sundhed

Spørgsmål om fødsels - og lægehjælp og adgang til prævention

Hvorfor er det en menneskeret at have adgang til fødsels - og lægehjælp og adgang til prævention? 

Ifølge menneskerettighederne har alle ret til information om prævention, fødsels – og lægehjælp. Alle mennesker skal også have adgang til fødsels- og lægehjælp og adgang til prævention - uden nogen form for forskelsbehandling. Som der står i FN’s Kvindekonvention, artikel 12:

 ”Stater skal afskaffe diskrimination imod kvinder på sundhedsområdet og sikre adgang til lægebehandling og sundhedspleje, herunder familieplanlægning, samt sikre kvinder passende og om nødvendigt gratis bistand i forbindelse med graviditet og fødsel”.

Alle mennesker bør have adgang til sundhed i praksis. Det vil sige, at sundhedsklinikker skal være tilgængelige for alle. Sundhedsydelserne skal  være gratis eller billige og må ikke diskriminere på basis af køn og/eller alder. 

Prævention beskytter både mod graviditet og kønssygdomme. FN anslår, at adgang til og brug af prævention på verdensplan ville forhindre 187 millioner uønskede graviditeter, 105 millioner provokerede aborter og 215.000 dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel hvert år. 

Hver dag dør 800 piger og kvinder verden over på grund af graviditet og fødselskomplikationer. Det svarer til, at der hver eneste dag styrtede to fyldte jumbojets ned. Det er tegn på, at piger og kvinders helt basale rettigheder til liv og helbred krænkes.

Hvor dør piger og kvinder, fordi de ikke har adgang til fødselshjælp?

Den mest almindelige dødsårsag blandt 15-19-årige piger i udviklingslandene er komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Især for piger og kvinder i Afrika, hvor komplikationer ved graviditet, abort og fødsel stadig er den hyppigste dødsårsag.

99 procent af de piger og kvinder, der dør før, under eller umiddelbart efter fødslen bor i udviklingslandene (det vi kalder for mødredødelighed).

I Europa hører dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel til sjældenhederne. Også i Asien og Latinamerika er mødredødeligheden faldende. 

Hvorfor er adgang til lægehjælp begrænset i nogle lande? 

Tit er det en manglende prioritering fra landets beslutningstagere. Der kan også være forhindringer i landets lovgivning, der spænder ben for piger og kvinders rettigheder. Et godt sundhedsstem koster mange penge, og flere udviklingslande har ikke de økonomiske ressourcer til at oprette decentrale sundhedsklinikker. Eksempelvis steder, hvor infrastrukturen er meget ringe, og hvor sundhedsklinikkerne - og transportmulighederne til dem - er utrolig dårlige. 

Der kan også være kulturelle barrierer, der gør det svært eller helt umuligt for unge at få adgang til god lægehjælp. Hvor piger og kvinder udsættes for diskrimination. Og hvor myndighederne kræver samtykke fra forældre eller ægtefælle. Eksempelvis i Burkina Faso, hvor piger og kvinder nægtes adgang til sundhedsklinikker, hvis de ikke er ledsaget af deres mand eller far. Og de kan kun få udleveret prævention, hvis manden eller faren godkender deres anmodning.

Hvorfor er prævention forbudt i visse lande?

Det er ofte fundamentalistiske, konservative og religiøse kræfter, der arbejder aktivt for at begrænse adgangen til prævention, og de har mange forskellige årsager hertil. Den katolske kirke er eksempelvis ikke imod familieplanlægning, men mener ikke, at vi kan adskille seksuallivet fra dets grundlæggende formål, som i deres øjne er at sætte børn i verden. En anden årsag kan være en bekymring for øget seksuel aktivitet uden for ægteskabet, mens andre bruger forbuddet til at sikre et babyboom, som i Iran, hvor parlamentet i 2014 nedlage forbud mod permanent prævention i kampen for at få befolkningstallet op.

Tradition, religion eller ’sædvaner’ bliver tit brugt for at retfærdiggøre, at piger og kvinders rettigheder bliver krænket. 

Hvordan sikrer vi bedst adgangen til sundhed? 

Det vil kræve, at stater prioriterer det og i praksis giver alle adgang til prævention og fødsels – og lægehjælp. Det skal gøres ved at sørge for, at alle mennesker kan købe prævention billigt eller får det udleveret gratis. Det er vigtigt, at landene har tilbud til gravide og fødende kvinder nær deres hjem - eller med gode og billige muligheder for transport. Sundhedsfaciliteter bør være af en nogenlunde acceptabel standard, og der bør være uddannet personale. 

Har alle adgang til prævention og lægehjælp i Danmark?

I Danmark kan alle uanset køn få gratis oplysning og vejledning om prævention. Det kan ske hos deres egen læge, hos skolesundhedsplejersken eller skolelægen, på apoteket eller på en af de mange internetportaler med oplysning og rådgivning om prævention. Den danske stat finansierer eksempelvis også en landsdækkende kampagne for brug af kondomer.

I Danmark har alle mennesker også adgang til akut lægehjælp. Men migranter, der ikke har lovligt ophold i Danmark, har begrænset adgang til sundhedssystemet. 

 


06.
Overgreb

Spørgsmål om voldtægt

Hvorfor er seksuelle overgreb og voldtægt krænkelser af menneskerettighederne?

Alle mennesker har ret til at være fri for vold. Seksuelle overgreb og voldtægt krænker en persons privatliv og retten til at være fri for diskrimination. Det handler om retten til sundhed og - i meget alvorlige tilfælde - retten til liv. Når voldtægt begås af eksempelvis politi eller andre som er ansat af staten, er det tortur.

Alle sager om seksuelle overgreb og voldtægt skal undersøges. De personer, der står bag et overgreb skal tiltales og straffes ved en domstol. Ofrene skal have erstatning og mulighed for støtte - herunder psykolog - og lægehjælp.

Både offer og anklaget har ret til retfærdighed og beskyttelse af loven. Enhver skal opfattes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Men vi ser meget ofte, at ofre for seksuelle overgreb ikke bliver beskyttet godt nok. Heller ikke i Danmark.

I hvilke lande sker seksuelle overgreb og voldtægt?

Voldtægt og seksuelle overgreb er et omfattende problem over hele verden. Hver tredje kvinde har oplevet vold eller seksuelle overgreb i løbet af deres liv. 150 millioner piger under 18 år har været udsat for seksuelle overgreb. Halvdelen af dem var under 16 år, da det skete.

I USA har en tredjedel af pigerne og en femtedel af drengene mellem 14 og 17 år oplevet seksuelle krænkelser, seksuel vold og voldtægt i løbet af deres liv. I eksempelvis de nordafrikanske lande forstærkes tendensen af diskriminerende lovgivning og praksis, hvor voldtægtsmanden aldrig straffes. Mange kvinder ser seksuel vold begået af deres ægtefælle som en naturlig del af deres hverdag.

Hvor mange voldtægter er der om året i Danmark, og hvad er mørketal?

Der bliver anmeldt cirka 500 voldtægter årligt i Danmark. Eksperter mener, at tallet er langt højere – måske helt op til 4.000 om året. Det er det, vi kalder ’mørketal’. Mørketallet er et udtryk for, at rigtig mange voldtægtsofre ikke fortæller om overgrebet til nogen eller ikke søger hjælp. Der er også mange, som ikke ved, at det, de har været udsat for, rent faktisk var en voldtægt, og derfor søger de ikke hjælp eller fortæller det.

Nu tænker I sikkert: ”Hvordan kan man være i tvivl om, det var en voldtægt, man var udsat for?” Svaret er, at der faktisk er mange, som er i tvivl. Mange har en forestilling om, at voldtægt er meget voldelig og sker, når en pige går alene hjem fra byen. Her møder hun en fremmet fyr, der trækker hende ind i en gyde og voldtager hende. Men bliver en pige eller kvinde voldtaget i Danmark er det svært for hende at få sin sag i retten. Undersøgelser viser, at politiet og anklagemyndigheden er meget tilbageholdende med at rejse tiltale i sager, hvor gerningsmanden og ofret kender hinanden i forvejen. I sager om kontaktvoldtægt – hvor ofret og gerningsmanden har talt sammen forud for voldtægten, eventuelt været til fest sammen, drukket eller danset – og i eks-partnervoldtægt – bliver halvdelen af sagerne henlagt med den begrundelse, at der er tale om påstand mod påstand.

Kvinden siger, at hun blev tvunget til at have sex, og manden siger, at kvinden gerne ville. Selv sager, hvor kvinder har rifter og blå mærker efter vold, bliver henlagt.

Flere undersøgelser viser, at det kun er omkring en ud af fem anmeldte voldtægter, der ender med, at en gerningsmand bliver dømt. Langt de fleste sager bliver henlagt, uden at der er faldet en dom.

Hvilke typer af voldtægt findes der?

Voldtægt kan overordnet opdeles i tre typer:

  • Overfaldsvoldtægt er en voldtægt, hvor den ramte og gerningsmanden slet ikke kender hinanden. Det er oftest denne type voldtægter, man hører om i medierne, men det er langt fra den mest almindelige type.
  • Kontaktvoldtægt er en voldtægt, hvor den ramte og gerningsmanden kender hinanden eller har mødt hinanden kort før overgrebet. Det kan være en ven, bekendt, en man har mødt på nettet eller til en fest. Denne type overgreb er dem, vi ser flest af på Center for voldtægtsofre.
  • Partnervoldtægt er en voldtægt begået af en nuværende eller tidligere kæreste eller ægtefælle.

Hvad er en typisk voldtægt?

Der er ikke noget typisk ved en voldtægt, og det er derfor heller ikke muligt at beskrive, hvordan en typisk voldtægt foregår. Vi kan dog prøve at beskrive nogle af de sammenfald, vi oplever:

  • Oftest kender den voldtægtsramte og gerningsmanden hinanden.
  • De fleste ofre og de fleste gerningsmænd er unge mennesker.
  • Der er ofte alkohol involveret.
  • Der bliver sjældent brugt meget vold. Oftest er der tale om fastholdelse eller udnyttelse af personer, der ikke selv er i stand til at sige nej (for eksempel hvis man er gået kold til en fest).

Hvem er voldtægtsforbrydere?

Voldtægtsforbrydere findes i alle lag i samfundet. De er unge og gamle og er ikke typisk mennesker med en bestemt religion og nationalitet. Fælles for langt de fleste er, at de kender deres offer. 48 procent af alle danske anmeldelser er kontaktvoldtægt – det vil sige at kvinden og manden har haft en forudgående kontakt. Dertil kommer (eks)partner voldtægt, som udgør 17 procent af anmeldelserne. Det betyder, at i alt 65 procent af alle voldtægtsforbrydere kender deres offer.

Er det din egen skyld, hvis du bliver voldtaget?

Nej, det er aldrig din skyld. Uanset hvilken adfærd du har haft, eller hvilket tøj, du har haft på, så er det aldrig din skyld, hvis du bliver udsat for overgreb. Du har altid ret til at sige nej til sex – også selvom du er gået frivilligt hjem til en dreng eller mand eller har flirtet med ham.

Kvinder bliver desværre alt for ofte pålagt skylden for at være blevet udsat for voldtægt. En voxmeter-undersøgelse, som Amnesty fik lavet i marts 2015, viste, at en ud af syv danskere mener, at voldtægtsofret bærer en del af skylden for at være blevet voldtaget, hvis hun selv er gået med gerningsmanden hjem.

Desværre kender vi i Danmark eksempler på, at politiet under afhøringer kan finde på at spørge ind til kvindens opførsel, hendes påklædning, hendes historik med den mistænkte og lignende. Undersøgelser har også vist sager, hvor svarene på denne type spørgsmål bruges af anklageren til at begrunde, hvorfor man ikke rejser tiltale mod en mistænkt.

Hvilke spørgsmål får voldtægtsofre, når de vil anmelde en voldtægt hos politiet?

De konkrete eksempler, Amnesty har kendskab til, kommer fra forskellige danske undersøgelser, der er lavet på voldtægtsområdet. En kvinde har fortalt, at hun i forbindelse med en afhøring oplevede at blive irettesat af den kriminalassistent, der afhørte hende. Han kommenterede det forhold, at hun var gået hjem med den mand, der senere forgreb sig på hende, med ordene:

»Du bør vide, at når du går hjem med en mand, så må du også være klar over, at formålet er at have sex.«

En anden politimand udtalte:

”Når man så går ud og snakker med vidner, så har hun danset rundt på bordene og smidt det meste af tøjet ude på et værtshus. Det berettiger jo ikke til, at hun bliver voldtaget, bestemt ikke. Men langt hen ad vejen har hun jo med sin opførsel stillet nogle formodninger eller forhåbninger op hos de her mandfolk.”

Et tredje eksempel handler om en kvinde, der blev voldtaget, mens hun en regnfuld søndag aften var gået i kiosken. Her tvivlede politiet på kvindens troværdighed, da betjenten undrede sig over, hvorfor hun rendte rundt i høje sko, når hun blot skulle i kiosken. Se flere eksempler i vores presseeksempler.

Hvad kan man gøre for at forhindre voldtægt?

Det er et rigtig godt spørgsmål, og vidste vi præcist, hvad der skulle gøres, havde vi gjort det for længe siden. Men det handler om kultur, samfundsholdninger og fordomme som:

  • Hun var for fuld
  • Hun havde udfordrende tøj på
  • Hun lagde selv op til det
  • Hun flirtede med ham

For at forhindre voldtægt må disse holdninger og fordomme ændres. Det er aldrig ofrets skyld! Lige meget hvor fuld man er, hvad tøj man har på, om man har kysset eller flirtet med gerningspersonen før, må andre ikke tvinge en til sex.

Det er også vigtigt, at du selv tænker over, hvor din grænse går og får sagt fra, hvis der er noget, du ikke har lyst til. Du har altid ret til at sige ”nej” til sex, og det skal den anden person altid respektere. Du skal være tydelig, når du kommunikerer dine grænser.

Vi kan også være med til at forhindre eller forebygge voldtægt ved at passe på hinanden og gribe ind, hvis vi ser noget, der ikke er helt rigtigt.

Derudover er det vigtigt, at lovgivningen er dækkende. Er der noget, der kan forbedres? Kommer alle sagerne, der anmeldes, for en domstol? Og se på praksis: Hvilken adfærd har politiet? Er der noget, vi kan ændre. Det er vigtigt, fordi gerningsmændene ikke må gå fri for straf, og fordi ofret kan se, at det faktisk nytter at anmelde en voldtægt.

Hvad gør Amnesty?

Amnesty har de seneste år haft fokus på voldtægtsofres retsstilling. Det har resulteret i en bedre lovgivning på området, der i højere grad beskytter alle voldtægtsofre. Men retspraksis halter stadig. Senest i 2015 lancerede vi kampagnen "Ja til kaffe er ikke ja til sex", hvor vi indsamlede 43.000 underskrifter til Justitsministeren med krav om at få belyst, hvorfor så mange danske voldtægtssager lukkes uden at komme for en dommer.

Siden 2008 har vi peget på en række problemer med den tidligere voldtægtslovgivning. Vi har foreslået en række konkrete ændringer. Flere af vores forslag er med i den voldtægtslovgivning, som blev vedtaget i 2013. Ændringerne har blandt andet betydet, at det nu straffes som voldtægt at tvinge et forsvarsløst offer til sex. Før lovens ændring blev det ikke anset for voldtægt, hvis ofret ikke kunne gøre modstand. Hvis hun for eksempel var bevidstløs, lammet eller sov. Ifølge loven kan en mand, der voldtager sin kone, ikke som tidligere få ”strafrabat” sammenlignet med en mand, der voldtager en fremmed kvinde. Dog ser vi stadig et forskel i straflængden, hvor en gerningsmand, der voldtager sin kone, får kortere straf. I 2008 udgav vi en rapport om voldtægt i de nordiske lande: ’Case Closed – Rape and Human Rights in the Nordic Countries’.


07.
Om Amnesty International

Spørgsmål om Amnesty International

Hvad er Amnestys mål?

Amnesty kæmper for menneskerettighederne. Vores mål er en retfærdig verden, hvor alle mennesker lever i frihed og værdighed. Vi afdækker og dokumenterer krænkelser af rettighederne. Og gør omverdenen opmærksom på det, der sker. Det gør vi gennem medierne, kampagne - og undervisningsarbejdet. Vi lægger pres på beslutningstagere og magthavere, så de respekterer og fremmer menneskerettighederne.

Hvordan arbejder Amnesty og gør en forskel?

Amnesty er en respekteret global organisation. Vi er uafhængige af økonomiske og politiske interesser. Derfor kan vi lægge et større pres på de ansvarlige myndigheder. Dertil har vi millioner af medlemmer, støtter og aktivister, der kæmper sammen med os. Siden 1961 har vi været med til at få løsladt uretfærdigt fængslede og forhindret dødsstraf over hele verden. Vi har presset på og fået en bedre international lovgivning på områder som kvinders rettigheder, handel med våben og meget mere.

Er der nogle bestemte dele af verden, Amnesty fokuserer mere på end andre? Hvis ja, hvilke?

Vores hovedkontor i London udgiver en årsrapport på engelsk. Den giver et indblik i, hvor og hvordan menneskerettighederne krænkes i 160 lande - også i Danmark. Amnesty dokumenterer løbende krænkelser overalt i verden. Vi fokuserer især på de lande, hvor myndighederne begår alvorlige krænkelser. Og hvor vi også kan skabe forandring. Vi har afdelinger i mere end 70 lande. Vores danske afdeling blev oprettet i 1964. Herfra lægger vi et løbende pres på myndigheder og politikere. Også i Danmark har vi skabt resultater - blandt andet på voldtægtsområdet.

Har Amnesty fokus på bestemte temaer? Hvis ja, hvilke?

Traditionelt set har Amnesty haft meget fokus på de borgerlige og politiske rettigheder. Det er eksempelvis retten til at stemme, beskyttelse mod vold og tortur og retten til at ytre sig. I de senere år har Amnesty også fokuseret på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det er blandt andet retten til rent drikkevand, en passende bolig, uddannelse og retten til arbejde.

Hvordan arbejder Amnesty med seksuelle og reproduktive rettigheder?

I Amnesty har vi arbejdet med kvinders rettigheder i mange år. Vores globale My Body My Rights-kampagne kører fra 2014-2016 og sætter fokus på seksuelle og reproduktive rettigheder. Det handler om retten til at bestemme over sin egen krop, sin sundhed, seksualitet og identitet - uden frygt, tvang og diskrimination. Alle mennesker har ret til at bestemme, hvem de vil være kæreste med samt hvornår og hvor mange børn de vil have. Myndighederne skal sørge for seksualoplysning. Alle har ret til fødsels- og lægehjælp og adgang til prævention. Ingen må udsættes for vold eller voldtægt. I My Body My Rights- kampagnen har vi især fokuseret på Nepal, El Salvador, Irland, Burkina Faso og Maghreb-landene: Marokko, Algeriet og Tunesien. Amnesty arbejder for, at alle lande får en lovgivning, der beskytter menneskers seksuelle og reproduktive rettigheder. Hvor alle mennesker bliver informeret om deres rettigheder og kan gøre krav på dem. Og hvor personer bliver straffet, hvis de udsætter andre mennesker for seksuelle overgreb.

Hvordan hjælper Amnesty med til at bevare eller indføre seksuelle og reproduktive rettigheder?

Vi lægger et løbende pres på myndighederne. For at sikre, at alle menneskers rettigheder tilgodeses i loven og i praksis. Det tager lang tid at forbedre lovgivningen. I 2008 udgav vi en rapport om voldtægt i Danmark. Det førte til en række møder med justitsministeren og politikere. I 2009 blev lovgivningen undersøgt, og i 2013 vedtog Folketinget en lov, der indeholdt en række af Amnestys krav. Eksempelvis at mænd nu bliver straffet for voldtægt, hvis offeret er stærkt beruset, sover, eller har et fysisk handicap. Loven betyder, at mændene nu får en højere straf end før.

Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?

Amnesty International er grundlagt ud fra troen på, at almindelige mennesker kan gøre en forskel. Flere end syv millioner mennesker støtter Amnestys arbejde på verdensplan. Du kan støtte vores arbejde på mange forskellige måder. Enhver underskift, sms og brev tæller. Aktivisme er en del af Amnestys DNA. Det er dét, som adskiller os fra andre menneskerettighedsorganisationer og er med til at skabe resultater. Aktivisme kan være alt fra at sende en sms, deltage i en diskussion om menneskerettigheder på Facebook til at gå med i en demonstration eller sende et håndskrevet brev. Du kan følge med på Facebook og se, hvad de aktuelle aktioner og temaer er.


08.
Om Menneskerettigheder

Spørgsmål om menneskerettighederne

Hvad er menneskerettigheder?

Efter 2. Verdenskrig blev verdenssamfundet enige om et sæt fælles spilleregler for ikke at gentage krigens rædsler. I 1948 vedtog de Forenede Nationer (FN) derfor Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Tanken var, at hvis ikke de enkelte stater kunne beskytte deres egne borgere, så måtte der skabes et internationalt system, der kunne sikre alle menneskers rettigheder.

Verdenserklæringen består af 30 artikler, der fortæller, hvordan stater skal beskytte og behandle borgerne. Det handler om retten til at ytre sig, være fri for tortur, retten til uddannelse og meget mere. Siden dengang har det internationale samfund vedtaget en række internationale dokumenter med øget beskyttelse for asylansøgere og flygtninge, børn, kvinder, mennesker med handicap med videre. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker i hele verden.

Hvilke lande bryder menneskerettighederne, og hvilket land er værst?

Over hele verden sker der desværre rigtig mange krænkelser af menneskerettighederne. Hvert år udgiver Amnesty International en årsrapport, der skildrer, hvordan menneskerettighederne krænkes i 160 lande – også i Danmark. Vi har eksempelvis kritiseret den nye udlændingelov. For nu kan flygtninge, der har fået lov til at bo i Danmark, og som er flygtet uden deres nærmeste familie, først blive genforenet i Danmark med deres børn og ægtefælle efter tidligst tre år. Det strider imod retten til familieliv.

Amnesty dokumenterer løbende meget alvorlige overgreb på menneskerettighederne. Krigen raser i Syrien på snart femte år, over 250.000 børn, kvinder og mænd er dræbt, og næsten halvdelen af befolkningen er flygtet fra hus og hjem. I Nigeria er vi er vidne til vold og drab, og i Sydsudan ser vi brutale overgreb og voldtægter. Dette er desværre ikke enestående eksempler.

Det er svært at sige, om der overhovedet er noget land, der ikke krænker menneskerettighederne. Vi kan ikke lave en liste over de lande, der er ’værst’ til at bryde rettighederne. Dels fordi alle lande ikke krænker alle menneskerettigheder, og dels fordi nogle lande løbende forbedrer sig, mens andre forværres. Men der er selvfølgelig lande, der er værst på nogle områder. Eksempelvis bærer Kina, Iran, Saudi-Arabien, Irak og USA førertrøjen, når det gælder dødsstraf, tortur og uretfærdige fængslinger.

Hvilke menneskerettigheder krænkes?

Det er svært at sige, hvad det især er for menneskerettigheder, der krænkes. Det kommer an på hvilke lande og dele af verden, det drejer sig om. Vi giver nogle korte eksempler:

  • Tortur: For over 30 år siden blev der indført et globalt forbud mod at bruge tortur. Alligevel har Amnesty dokumenteret, at 141 lande i de seneste fem år har brugt tortur – også Vesten.
  • Dødsstraf: I 2015 sad 19.000 mennesker på dødsgangen over hele verden og ventede på at blive henrettet. Siden 1977 har Amnesty arbejdet for at afskaffe dødsstraf. Dengang havde kun 16 lande afskaffet denne straf helt. Nu har 140 lande et forbud mod at bruge dødsstraf.
  • Diskrimination: Vi ser talrige eksempler på mennesker i hele verden, der bliver behandlet dårligere end resten af befolkningen, alene fordi de er homoseksuelle, har et handicap, tror på en anden religion eller tilhører en anden etnisk gruppe end majoritetsbefolkningen – eksempelvis romaer. I mange lande verden over er det kriminelt at være homoseksuel. I Yemen, Iran, Mauretanien og Sudan kan homoseksualitet straffes med døden.
  • Asylansøgere og flygtninge er en særlig udsat gruppe. Mennesker, der med livet på spil bevæger sig ud på en farefuld rejse, fordi de dagligt frygter at blive tortureret, voldtaget, kidnappet eller dræbt i deres hjemland. Når de flygter, møder de ofte politivold, bliver fængslet, får ikke nok mad og drikke eller drukner på Middelhavet.
  • Ytringsfriheden har trange kår i mange dele af verden. Amnesty har dokumenteret en række sager fra Asien (Kina, Cambodia, Nordkorea) og Mellemøsten (Saudi-Arabien, Bahrain), hvor der sker daglige krænkelser af ytringsfriheden. Eksempelvis Raif Badawi fra Saudi-Arabien, der fik ti års fængsel og 1.000 stokkeslag alene for at have lavet en hjemmeside.
  • Slaveri: Arbejdsgivere, der tvinger mennesker til at arbejde hårdt døgnet rundt og udsætter dem for vold. Quatar afholder VM i fodbold i 2022 og bygger derfor en række sportshaller og hoteller. Mange rejser dertil med håb om et bedre liv – men for mange ender det i et mareridt.
  • Slum og fattigdom: Omkring én milliard mennesker lever i slum og ekstrem fattigdom med daglig trussel om at blive tvunget fra deres hjem og miste alle ejendele.

Hvad er seksuelle og reproduktive rettigheder (SRR)?

Seksuelle og reproduktive rettigheder handler helt grundlæggende om retten til at bestemme over sin egen krop, sin egen sundhed, seksualitet og identitet uden frygt, tvang og diskrimination. Det handler om fem fundamentale menneskerettigheder:

  • Retten til selv at bestemme om – og hvornår - du vil have børn
  • Retten til selv at vælge din partner
  • Retten til at få seksualoplysning
  • Retten til fødsels- og lægehjælp og adgang til prævention
  • Retten til et liv uden voldtægt og seksuelle overgreb

I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder handler flere af artiklerne om disse rettigheder. Artikel 2 handler om, at ingen må diskrimineres, artikel 5 præciserer retten til at være fri for tortur og umenneskelig behandling. Retten til privatliv er nævnt i artikel 12. Artikel 16 handler om retten til frit at vælge ægtefælle, og artikel 25 handler om sundhed. I 1994 mødtes verdens ledere i Cairo til en FN-konference om udvikling og befolkningstilvækst. Her blev ’seksuelle og reproduktive rettigheder’ anerkendt som menneskerettigheder for første gang.

Derudover er de seksuelle og reproduktive rettigheder sikret gennem en række konventioner om:

  • Kvinders rettigheder (FN’s kvindekonvention – CEDAW)
  • Børns rettigheder (FN’s børnekonvention)
  • Sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder.

En stat skal sikre sig, at alle mennesker nyder disse rettigheder, og at der ikke er forskelsbehandling. Den skal respektere, beskytte og opfylde alle borgeres SRR uanset køn, seksualitet, alder. Det gør den ved, at lovgivningen er på plads, ved at beskytte og skride ind, når andre aktører (religiøse ledere, familiemedlemmer med videre) begår overgreb og ved at give adgang til seksualoplysning, prævention og fødselshjælp.

Hvad er forskellen på Verdenserklæringen og konventionerne?

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder indeholder en bred vifte af menneskerettighederne. Det vil sige både civile og politiske rettigheder (ytringsfrihed, retten til at være fri fra tortur og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (retten til uddannelse, sundhed med videre). Det er en hensigtserklæring. Det vil sige, at den skal anses som en slags rettesnor eller som et ønske om, hvordan verden burde være. Alle stater er blevet enige om, at Verdenserklæringen gælder for alle og over hele verden.

Men den er ikke juridisk bindende. Der er ingen domstol eller komité, der følger op og ´straffer´ de lande, der ikke overholder FN’s Verdenserklæring.

Til gengæld har vi en række konventioner, som de enkelte lande kan tilslutte sig, og dermed bliver de juridisk bindende. Konventionerne er mere specifikke og tager udgangspunkt i dele af menneskerettighederne. Det kan handle om kvinder (FN’s Kvindekonvention), flygtninge (FN’s Flygtningekonvention), børn (FN’s Børnekonvention). I alt findes der ni FN-konventioner.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har også en domstol tilknyttet. Det er den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der kan behandle sager, der har været igennem alle danske domstole.